Zen er vejen til erkendelse

Tim Pallis

Når mennesker føler, at ord, musik eller forskellige aktiviteter bringer dem i helhed og samhørighed med andre og verden, er det fordi de har en ubevidst længsel efter at genskabe en tilstand af udelt bevidsthed og enhed med "omverdenen". Men man behøver ikke at indsætte noget imellem sig selv og sin "omverden" for at føle sig i samhørighed med verden.

Det voksne menneske føler ofte, at hans bevidsthed er fragmenteret, delt eller splittet i modsætninger. Basis for denne følelse af splittelse er en adskillelse af "selv" og "omverden". Herved opstår et omverdensproblem.

Følelsen af være opdelt i modsætninger er i buddhismen ensbetydende med ordet duhkha, som betyder eksistentiel kval. Duhkha er en følelse af kval og utilfredshed, en tydelig fornemmelse af, at der er en mangel og en smerte ved ens situation. Duhkha er den første af buddhismens fire ædle sandheder. Disse svarer til de fire inddelinger, som findes i den indiske lægevidenskab:

En konstatering af at man er syg.

Sygdommens årsag.

Sygdommens forsvinden.

Sygdommens behandling.

Duh i ordet duhkha er et negativt præfiks, som vi kan genfinde i alle indoeuropæiske sprog: Tve-, dys-, dis-, zur-, zer-, u-, mis,- eller van-. Præfikset betyder: Adskilt, fra hinanden, sønder, i to dele, itu, modsat eller for sig selv. Dys betegner altid noget mangelfuldt eller sygeligt. Tve betegner noget delt eller dobbelt. Kha i duhkha er det samme som sanskritordet akasha, som betyder rum.

Duhkha betegner altså en tvedeling eller splittelse af bevidsthedsrummet, og er den utilfredsstillende følelse, der kommer af en spaltning af vor oprindelige helhed i to dele. Det er vor sædvanlige bevidstheds diskriminerende og tvedelende tendens, som får os til at føle os spaltet i to dele, der står i modsætning til hinanden.

Det er bevidsthedens refleksive aktivitet, der gør os til genstand for vor egen iagttagelse. Dermed objektiverer vi alle ting i en adskilt "omverden". Det at tænke og tale om en objektiv virkelighed eller en ydre verden vil sige at objektivere. Det er også at objektivere at tale om en indre eller subjektiv verden, dvs. at gøre sig selv og sine tanker til objekt for sin iagttagelse.

Som følge af vor psykologiske splittelse indfører vi en filosofisk opdeling af verden i polære begreber, som opstår i gensidig afhængighed af hinanden. Man kan ikke have det ene uden det andet. Dermed tolkes tvedelingen af verden som mig og dig, indre og ydre, ubevidst og bevidst, sjæl og legeme, subjekt og objekt osv.

Dette er i vor kultur blevet betingelsen for, at vi kan tilegne os viden, forstå verden og kommunikere tanker, følelser og viden med hverandre. Men denne tilbøjelighed til at objektivere alt, hvad der er, og hvad der foregår, ser buddhister som en hindring for at leve et autentisk og medfølende liv.

Man kan ikke se sit eget øje, og iagttageren kan ikke se sig selv. Det føles ganske vist, som om der er et "jeg", som er centrum i verden, og som ser og bedømmer alt og alle. Dette "jeg" er fuldt af ønsker og kritik, tørster efter kærlighed og indflydelse og oplever frustration og smerte.

"Jeget" ønsker at leve og skal dog dø, og det søger med alle midler at sikre sig selv. Skønt dette "jeg" er sig selv, så søger det sig selv. Hvad er jeg sat i verden for? Jeg har endnu ikke fundet mig selv, siger den søgende.

Vor uvidenhed med hensyn til vor identitet er fundamental. Vi ved, at vi er blevet født, og at vi derfor skal dø. Vi ved også, at vi skal igennem forfald og sygdom. Men vi kender ikke vor tidløse eller evige væren. Denne uvidenhed har rod i, at vi som mennesker er bevidste om os selv og kan se os selv udefra, samtidig med at vi er os selv, den der faktisk ser.

Med andre ord objektiverer vi os selv, peger på os selv, men spørger alligevel: Hvem er jeg egentlig? Det mærkelige er altså, at vi i virkeligheden har os selv, men alligevel har mistet os selv. Vi sanser os selv, men er alligevel ganske ukendt for os selv.

Vi er os selv, men alligevel ønsker vi at blive os selv. Vi iagttager hele tiden os selv, men samtidig er vi iagttageren. Denne iagttager oplyser alle ting med bevidsthedens lys, men forbliver selv i mørke.

Når man vender lyset mod sig selv, ser man nok iagttagelsen, men trækker sig samtidig et skridt tilbage og forbliver endnu engang i mørke. Iagttageren vedbliver at være usynlig og ude af stand til at se sig selv som subjekt. Denne umulige situation, dette eksistentielle dilemma er den kval som i buddhismen kaldes duhkha.

Det er ikke kun os selv, som er spaltet i to, nemlig den objektiverende og det objektiverede. Man oplever også adskillelsen mellem den, der ser, hører og ønsker, og de ting, som er genstand for synet, hørelsen og ønskerne.

Vi kan på grund af denne adskillelse kun se verden subjektivt og ikke verden, som den virkelig er. Vi ser verden, som det passer vor mentale habitus, fordi vi betragter verden som en "omverden", der skal tilfredsstille vore ønsker og tilknytninger.

Mennesket stiller filosofiske spørgsmål, fordi livet synes at være et paradoks. Det er spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Hvor kommer jeg fra? Hvor skal jeg hen? Hvem er jeg? Hvad er sandheden? Hvad er opvågningen? Hvad er autentisk? Hvad er alle tings egentlige natur?

Da Buddha engang blev stillet et filosofisk spørgsmål, sagde han, at et sådant spørgsmål kan sammenlignes med en person, som ligger dødelig såret af en pil, og som, før man trækker den ud, vil vide, hvem der har affyret den, og hvad slags pil det er.

Buddhismen har ingen færdigstrikkede filosofiske svar, men den har en kur mod menneskets eksistentielle kval og identitetskrise.

Zen mesteren fremsætter i reglen en helt anden type spørgsmål til den nyankomne: Hvad er dit problem? Hvorfor kommer du her? Hvorfor vil du træne i Zen? Hvad er der at lære her? Hvad er det du vil realisere? Hvad er der i vejen med dig? Hvad mangler du?

Den kinesiske Zen mester Yunmen (864-949) sagde: "Hvis jeg fortalte dig, at der overhovedet ikke er noget i vejen med dig, har jeg allerede begravet dig. Du må selv komme frem til denne erkendelse."

Der må være en sandhed, som når man finder den, griber forandrende ind i ens eksistens. Zen træningen er en kur, som kan vende op og ned på menneskets grundsituation, som er dyb tvivl og angst for livet. Pilen skal fjernes, såret heles, således at man kan se, hvor begunstiget man egentlig er. Der er ingen anden opvågnen eller oplysning.

At helbrede menneskets splittelse eller spaltning i subjekt og objekt medfører en befrielse af vor fremmedgørelse og identitetskrise. Det er en ophævelse af alle de skel og grænser, der både bringer utilfredshed med livet til ophør og giver én en erkendelse af ens sande væsen.

Kan vi gøre noget for at komme dertil? Mester Yunmen (864-949) sagde: "Find ud af hvad der er galt, så falder det hele på plads". Den 2. patriark Huike (487-593) sagde: "Jeg har ikke ro i sjælen" (kan ikke finde mig selv). Den 1. patriark Bodhidharma (470-543) svarede: "Vis mig den sjæl, så skal du få fred". Huike: "Jeg har søgt og søgt, men kan ikke finde den". Bodhidharma svarede: "Så kan du endelig slå dig til ro".

En munk spurgte mester Yunmen (864-949): "Hvad er det, der er mest vigtigt for mig?" Mesteren sagde: "Netop dig selv, som tror du ikke ved det".

Hele zen træningen og alle zen mestrenes vidunderlige ord har det ene formål, at fjerne alle de ordner man dekorerer sig "selv" med for at afstive sit imaginære ego. Det gælder om at afskaffe alt det, som man hælder til, for at blive kastet tilbage i sig "selv" og finde sig "selv", som er uden selv.

For at der ikke skal være tvivl om omfanget af disse forestillinger, må det siges, at også buddhisme, sutraer, zen, mestre, praksis, træning, meditation, søgen, de mange spørgsmål og svar også er ordner man dekorerer sig selv med. De må alle opgives for at det mest umiddelbare og nuværende kan vise sig.

Dharmaen (sandheden) er en førstehånds erfaring. Det er det, der er os aller nærmest. Den kan kun erkendes direkte, uden noget som formidler den. Men jo mere man søger dharmaen, des længere væk fjerner den sig, ligesom den horisont man aldrig kan nå.

Den amerikanske professor Bernard Phillips spurgte engang Zen mesteren Shinichi Hisamatsu (1889-1980): "Hvis man følger en vej, vil man aldrig nå målet, og hvis man ikke følger vejen, så vil man heller ikke nå dertil. Man står altså i et dilemma?" Hisamatsu svarede: "Lad det dilemma være din vej".

Det der er grundlæggende galt med os, har Hisamatsu formuleret i sin fundamentale kōan, som siger: "Når alt hvad du gør ikke duer, hvad gør du så?" Det centrale i dette er, at man i sin søgen må komme til den eksistentielle situation, at alle veje er blokerede - der er ingen vej ud. Dette kaldes den store tvivlsblok.

Det siges i Zen, at når man er trængt op i en krog og ikke kan komme hverken frem eller tilbage, vil der uvægerligt komme et gennembrud. Denne fastlåshed sammenlignes også med, at man befinder sig på toppen af en høj søjle og er tvunget til at tage endnu et skridt fremad.

I Zen må man ikke blive hængende i sit eksistentielle dilemma. Skønt man er drevet op i en krog, må man ikke resignere. Så hvordan er det fat med dig, når du ikke engang kan forblive i denne umulige situation?

Zen er læren om, hvordan man bliver en buddha, og lever det bedste liv i frihed og glæde, fri for isolation, fri for egoisme og glad for at afspejle alle ting og blive afspejlet i alle ting, tilfreds med at være dét hele, som er tilværelsens grænseløse situationstotalitet.

Den zen buddhistiske træning er en praksis, som gerne skulle "føre til" dette mål. Det er meget vigtigt i denne praksis at være sit eget lys, ikke at støtte sig til hjælp udefra, men i sidste ende kun at hente hjælpen i sig selv.

Jeg tror det er vigtigt at fremhæve, at der ikke er noget ekstraordinært ved det menneske, som er kommet dertil. Han ignorerer ikke karma loven, som siger, at alle tanker og handlinger får en eller anden virkning i tilværelsen. Og han ignorerer ikke lidelse, men ser livets hændelser i øjnene hvert øjeblik.

Zen buddhismen har en slags trosbekendelse:

En særlig formidling udenfor skrifterne

Ikke at henholde sig til ord eller begreber

En direkte pegen på bevidsthedens væsen

At se sin oprindelige natur og blive en buddha

Denne uafhængighed af buddhismens skrifter betyder dog ikke, at man slet ikke skal studere buddhisme eller undgå vejledning i praksis. Det betyder blot, at man i sin søgen efter sandheden eller dharmaen må søge grundlaget for teksterne eller dét i en selv, som går forud for dem, dét der er før ord og begreber.

Dette før er ikke et før i tid, men det ophav til alle de tanker og ord, som udtrykkes i skrifterne. I zen hedder dette ophav kokoro (kin. shin), som kan oversættes med bevidsthed, hjerte, væsen eller natur.

Det skal ikke forstås som bevidsthed i psykologisk forstand. Man må ikke tro, at det er bevidstheds livets strøm af tanker og følelser det drejer sig om. I zen træningen drejer det sig om at afskære den mentale strøm af erindringer og forventninger, som skaber den tids prægede opfattelse af tilværelsen i fortid og fremtid og erkende den absolutte nuværenhed.

Al meditationspraksis og yoga går ud på at helbrede splittelsen og erkende, at der ikke findes noget "selv" i modsætning til "omverden". Det, vi kalder "selv" og "omverden", er blot begrebslige abstraktioner af én eneste virkelighed, som vi altid har været identisk med.

Zen træningen er i sit udgangspunkt dualistisk, fordi man ønsker at opnå en eller anden tilstand, det være sig befrielse, samadhi eller opvågnen. Men det paradoksale er, at vejen til dette mål er at forblive lige her i dette nu.

For at komme fra A til B er det nødvendigt at forblive i A. Derfor er bevidstheden om at opnå noget, at blive bedre til noget eller at blive vækket gennem zen træningen i sig selv en hindring for en dyb praksis.

Man må derfor praktiserer for meditationens egen skyld, for dharmaens egen skyld. Det er ligesom når snedkeren finpudser sit færdiglavede møbel. På en vis måde er zazen praksis ganske nyttesløst, men hvis man ikke praktiserer denne nyttesløse meditation helhjertet, bliver livet nyttesløst for en.

Zazen er en praksis, hvor man optræner sig i stillesiddende og ubevægelig meditation med fokus på sin udånding. Det gøres bedst ved at lytte til det sted i bugen, hvor åndedrættet kommer fra, samtidig med at man holder åndedraget tilbage, så udåndingen bliver lang og dyb. Man bør lytte indad og nedad i tanden, som er det japanske ord for den nederste del af bugmuskulaturen.

Efterhånden som man blive mere øvet i zazen praksis behøver opmærksomheden ikke længere at fastholde et meditationsemne. Der er kun "ren" opmærksomhed eller "ren" lytten. Den, der har praktiseret et stykke tid, kender til en klar, lyksalig og årvågen tilstand, som kommer ganske af sig selv, uden at han gør noget specielt for at opnå den.

Et klassisk Zen spørgsmål lyder sådan: "Vis mig i dette øjeblik dit oprindelige ansigt, før dine forældre blev født." Ens oprindelige ansigt hedder på japansk honrai no memmoku, og det er ensbetydende med buddhanaturen eller den vågne natur. Honrai betyder oprindelig, egentlig eller fra begyndelsen, men ikke i tid. Udtrykket før de blev født er heller ikke et før i tid, men før enhver bevidst refleksivitet, begrebsdannelse eller tankevirksomhed.

Det drejer sig således i Zen træningen om at lære at stoppe den refleksive tilbøjelighed, som er en naturlig del af vor menneskelige situation. Dyb meditation er basis for at erkende ens egentlige væsen. Her fungerer bevidsthedens refleksive aktivitet ikke længere. Man objektiverer ikke længere sig selv eller sin meditation.

Man kan stort set inddele meditationen i tre niveauer:

1) Den "rene" meditation.

2) Bevidstheden om sin nuværende meditationstilstand.

3) Bevidstheden om, at man er bevidst om denne meditation.

Disse tre meditationserfaringer kan hjælpe med til at erkende den tilstand af "ren" væren eller "ren" sansning, som går forud for, at man begrebsliggør virkeligheden og dermed adskiller sig fra den.

Der er ingen anden virkelighed end denne "rene" sansning, denne naturlige, udelte bevidsthedstilstand eller direkte erfaring af virkeligheden, hvor bevidstheden er én, væren er én og sanseerfaringen er én i den evige nuværenhed.

Man kan ikke opdele denne væren i én eksistens, som sanser, og en anden, som sanses, lige såvel som man ikke kan adskille sin udånding fra den luft, der udåndes. Det er én levende identitet, som er denne nuværenhed i hele sit omfang.

Vor sande natur er denne udelte tilværelse. Der er intet andet udenfor denne eksistens eller naturlige tilstand. Der er intet adskilt fra den, og den er ikke opdelt. I denne udelte virkelighed er jeg og omverden ikke to, dvs. hele verden er én selv.

Derfor kaldes den også ichimi zen, som betyder én smag zen, fordi det er umuligt at være adskilt fra den nuværende situationstotalitet skønt noget ser ud til at være derude eller være en "omverden".

Et andet Zen udtryk er ichinen manen, som betyder ét øjeblik - titusind år, eller ét glimt - evigheden. Dette er en filosofisk måde at formulere den almindelige sandhed, at tidens eksistens ikke kan opleves.

Der er ingen tid og afstand involveret ved sansning af virkeligheden lige nu. Alt hvad vi opfatter med sanserne er én og udelt. Helt at forstå dette fravær af splittelse er at erkende zens spirituelle essens. Al logisk refleksion forudsætter en adskillelse mellem subjekt og objekt. Derfor er zens væsen ulogisk og tilværelsen dybt uforståelig intellektuelt set.

Titlen buddha eller det at være en levende buddha betyder: Den som er vågnet, og som har fået øjnene op. Både ordet buddha og ordet bodhi, som betegner Siddhartha Gautamas opvågnen, kommer af samme sproglige rod, nemlig budd, som betyder at vågne eller få øjnene op.

Men hvad vil det sige at få øjnene op? Det betyder at realisere sin egentlige natur eller at erkende buddhanaturen (buddhata), som er tilværelsens sande natur. Denne natur er ifølge den japanske zen mester Dōgen (1200-1253): "Bjerge og floder og den store jord." Andre steder i zen litteraturen finder man udtryk som: "Det oprindelige ansigt før du blev født" eller: "Det sande menneske uden status" eller: "Det store runde spejls visdom", som afspejler alle ting, men selv er uden beskaffenhed.

Måske kan man bedst kalde det for bevidstheds rummets totalitet, som er ubegrænset og nuværende. Denne åbne nuværenhed er én selv, ens sande natur, som i dette øjeblik læser disse ord, og som er uden form, navn og skikkelse. Det er den levende og sansende nuværenhed, som er uden begyndelse og afslutning, livets kontinuerlige væren, som inddrager alle ting.

Tilværelsen eller livets sande natur er nuværenhedens ubegrænsede situationstotalitet. Det er bevidstheds rummets vidstrakte helhed, der som et spejl helt upartisk reflekterer alle ting i det evige nu. Det er den store fylde af væren, som er begunstiget med sanser og bevidsthed.

Vor oplevelse af verden er allerede og har i virkeligheden altid været udelt. En hvilken som helst forestilling om, at den, der oplever, er adskilt fra det, som opleves, er en illusion. Al oplevelse er derfor udelt, men den, der ikke forstår, hvad dette betyder for hans liv, må gennem zen træningen eliminere dualismens vildfarelse.

Kenshō er det japanske ord for den første indsigt, som fører til den fulde erkendelse i zen. Kenshō betyder at se naturen, hvilket er dén direkte erfaring, at man ikke begrænser sig til blot at være en individuel person med krop og mentalt liv. Det er den indsigt, at verden ikke blot er ens "omverden", men netop én selv.

Den tyske mystiker Meister Johannes Eckehart (1260-1327) sagde: "Så længe jeg er det eller det eller har det eller det, er jeg ikke alle ting og har ikke alt. Bliv helt "ren" til du hverken er eller har det eller det, så er du altomfattende, og når du hverken er det eller det, er du alle ting."

Den spanske mystiker Johannes af Korset (1542-1591) sagde: "For at være alting ønsk at være ingen". Den japanske Zen mester Dōgen (1200-1253) sagde: "At glemme sig selv er at blive vækket af alle ting".

Den japanske zen mester Yamada Koun (1907-198?) sagde: "I virkeligheden er der kun én eneste...nej! ikke engang én, for denne kan ikke se sig selv som én, da der ikke er noget "udenfor" den." Én kan derfor ikke opleves.

Buddhanaturen er ikke selv-bevidst i almindelig forstand. Det springende punkt i zen er hverken to hed eller ikke to hed, men de tos ikke to hed. Du og jeg er to og dog er vi én. Et andet ord for dette er kærlighed.

Igen og igen hører vi zen mestrene sige, at i virkeligheden er der hverken sind eller ting, hverken jeg eller anden, hverken indre eller ydre. Uanset hvor mange ord vi bruger for at tale om og forklare den udelte væren, kan man ikke beskrive den ved hjælp af ord.

Så kunne man lade være med at sige noget, men det ville nok heller ikke tydeliggøre hvad zen er. Tavshed er nemlig en flad eller død stilhed. Vi kan kun forstå zen, når vi er befriet for både tale og stilhed, benægtelse og bekræftelse.

Ethvert levende væsen er suspenderet i det store tomme bevidsthedsrum, som ikke kan objektiveres. Men det er levende, trækker vejret, og kan se, høre og føle en situationstotalitet.

Den store fylde af væren, som vi er, er ikke begrænset til blot at være krop og sind. Den er tilværelsens totalitet, som er begunstiget med sanser og bevidsthed. Men pas på! For denne filosofi er ikke dharmaen, slip den, lad den falde, så ser du, at du er alle tings natur. Herefter føler man sig hjemme i det almindelige uprætentiøse liv, tilfreds med hvad der er eller ikke er, og hvad man har eller ikke har.

Den ideelle zazen meditation er en tilstand, hvor man har opgivet alle dualistiske forestillinger som: Vej og opnåelse, midler og mål, fortid og fremtid, sind og krop, spirituelt og verdsligt og ikke mindst oplyst og uoplyst. Det er imidlertid ikke kun, når man sidder, at man kun sidder (shikantaza), men også i alt hvad man til daglig foretager sig.

Den ideelle tilstand kaldes shinjin datzuraku eller sjæl og legeme faldet af, hvilket vil sige at ophæve selv-bevidstheden eller bevidsthedens refleksive aktivitet. Man må lære at gå uden at bruge benene og vaske op uden at bruge hænderne. Det gælder i det daglige om ikke at være adskilt fra det, man gør. Det, som skaber engagement og spontanitet, er, at både subjekt og objekt er faldet af.

Den der har realiseret sig selv og blevet en buddha kender dharmaen. Ordet dharma har flere betydninger, men i denne sammenhæng kan vi oversætte det med sandheden eller naturens orden. Det er loven om alle tings indbyrdes afhængige opståen og forandring.

Naturen er et økologisk system, hvor alle ting er gensidigt afhængige af hverandre. Intet eksisterer uafhængigt af noget andet, intet er frigjort fra alt og alle, intet er helt autonomt. Alle levende væsner og ting er økologisk betinget af miljøforhold - i sidste instans af alt andet.

Det at være en buddha betyder derfor, at man har erkendt, at man ikke er adskilt fra naturens økologiske lovmæssighed, som er naturens funktionelle væsen. Det økologiske fællesskabs totalitet er ikke forskellig fra livets vågne nuværenhed eller bevidsthedsrummets tomhed.

I buddhismen hedder dette fællesskab en sangha, og derfor er sangha ikke alene et fællesskab af buddhister, men i videre forstand et fællesskab af alle levende væsner som i gensidig økologisk samvirke hjælper og støtter hverandre med at opretholde livet på jorden. Sangha er ultimativt set biosfærens levende fællesskab og jordhusholdning.